USA River Children Center

Saa blev det tid til endnu et forsoeg paa at indhente det forsoemte:

Efter vores tur paa Kilimanjaro havde vi nogle dage tilbage hos familien i Moshi, inden Maria og Rikke skulle hjem, og jeg selv skulle videre til USA River.
Vi havde ikke lagt nogen planer, og havde et par dage i traek hvor vi tog dalla dallen ind til Moshi by, hvor vi moedtes med Penny, vores engelske veninde vi havde moedt paa Zanzibar.
Baade Maria og Rikke gik og kedede sig lidt, og de fik arrangeret en en-dags safari til Arusha Nationalpark. Selv valgte jeg at blive hjemme, for hvor de manglede action, saa jeg mit snit til at udnytte en sidste smule privat-/alenetid inden jeg skulle til at bo med folk 24-7.
Da den sidste dag hos familien naermede sig, fik vi arrangeret en faelles middag med lokal mad.
Rikke og jeg fulgte med Amina til det lokale marked, hvor vi fyldte vores kurve med bananer, kokos, koed, ananas og diverse groentsager. Hold op hvor vi slaebte i middagsheden!
Det hele blev bragt hjem og afleveret hos Mama Amina, og hen paa eftermiddagen blev vi saa kaldt til for at hjaelpe.
Jeg blev sat til at rive kokosmel paa en lave skammel med en metalkradser ude i siden. Det var ikke saa nemt, og hold op hvor de grinede! Ogsaa Maria fik en udfordring da hun skulle snitte hvidkaal i fine strimler, men ikke havde noget skraerebraedt.
Om aftenen da bananerne var stegt, koedet kogt og ugalien roert, kunne vi samle os 15 mennesker nede om det store spisebord i vores hus. Vi sad ret klemt, og gamle Bibi maatte have en haand med at komme ned i stolen.
Efter et vidunderligt maaltid viste vi billeder fra vores tur, mens vi forsoegte at goere kaal paa de to store gryder popcorn Rikke havde lavet tidligere paa dagen. Det var en dejlig afslutning paa den del af min rejse.

Naeste dag ved 13-tiden kom Vary i sin fine, hvide bil. Han skulle koere mig til bussen i Moshi, og toeserne til lufthavnen. I Moshi hjalp han mig med at finde en bus, og efter halvanden time koerte jeg mod USA River.
Jeg var spaendt da bussen satte mig af. Kunne jeg finde ned til boernehjemmet? Jeg proevede at ringe til Anne Xenia, en af volontoerne, men hun tog ikke sin telefon, saa jeg begav mig afsted fra hovedvejen og ud over marken. Selv om der var kommet nye bygninger uden om centeret, var det ikke svaert at finde, og pludselig stod jeg inden for den store jernlaage, og Fransica – en af de nu stoerre piger – skreg hoejt. Ungerne kom loebende til, og de hujede og raabte. Pludselig stod jeg i den situation jeg havde droemt om saa mange naetter, siden jeg tog afsted for fire aar siden, og taarene begyndte at trille ned af kinderne paa mig mens jeg lo af glaede.
Jeg var tilbage og selv om alt var forandret var det stadig det samme.

I morgen har jeg vaeret paa centeret i tre uger. Allerede. Det foeles samtidig som om jeg har vaeret her i flere maaneder. Vi har et stramt program, isaer i weekenderne, hvor boernene ikke er i skole.
Min dag starter et sted mellem 5.45. og 6.30. alt efter om det er min tur til at give morgenmedicin. Formiddagene er forholdsvis stille, og ud over at holde styr paa laanesystemet for legetoejet, er det her vi har tid til at opdatere journaler, skrive staffmoedereferater, ugebreve, tage boernene til laegen eller arbejde paa hvad vi har af projekter. For tiden er de to haengene projekter et tandboerstesystem hvor boernenes tandboerster kan haenge, og et par noegleskabe, saa staff kan have deres egne noegler, og ikke hele tiden skal laane af os. Det lyder som et par simple opgaver, men paa nuvaerende tidspunkt har de vaeret flere maaneder undervejs begge to! Paa nuvaerende tidspunkt er det afgoerende punkt vores boremaskine, som har vaeret til reperation, kom hjem i mandags og gik i stykker igen tirsdag! Det skal bare ikke vaere nemt!
Kl.12.00. begynder de foerste skoleboern at komme hjem. Om eftermiddagen har vi forskellige aktiviteter med dem, fordelt paa aldersgrupper. De har computerundervisning, tv-tid og theme-class, hvor vi fx. Spiller rundbold, laver perlekaeder, eller som denne uge; gaar ud for at finde snobroedspinde, til de snobroed vi vil lave paa loerdag. Dette er ikke saa nemt i et omraede hvor alt der kan bruges som braende bliver samlet op naermest foer det naar jorden.
Ved 19.30.-tiden ringer det til aftensmad, og hvis man ikke har aftensmedicin skal der laves lidt aftensmad til os selv. Vi faar mad fra koekkenet ogsaa, men en diaet af ris og boenner er ikke saa interessant, saa vi supplerer med salater i forskellige afskygninger. Ofte er vi faerdige ved 21-tiden. Det er saa her vi har lidt tid til os selv, hvis vi ikke har fundet en morfar i loebet af dagen. Ofter ligger jeg i min seng inden kl.22.00. og proever paa ikke at falde i soevn mens jeg laeser lidt.
Jo, dagene forsvinder hurtigt.