Trafikmeldingen

Trafik hernede er sindsygt!
Det er helt klart de staerke der bestemmer, og jeg har flere gange maatte springe for livet i et fodgaengerfelt.
Striberne paa vejen? Er det ikke bare pynt?
Jeg har ofte siddet i en dalla-dalla og taenkt, at skulle der ske noget hernede, er det mest sandsynlige ikke slanger eller overfald, men et trafikuheld.
Vejen der gaar fra USA River til Arusha skulle vaere en af afrikas farligste. Jeg havde vaeret her kort tid da der skete et stort uheld paa en bro, hvor en lastbil med sodavand stoedte ind i en bus fordi bremserne ikke virkede. Lastbilen roeg ud over broen, som gik hen over en dyb kloeft. Bussen kom til at haenge ud over kanten, og folk proevede at springe ned i floden for at redde sig. 20 mennesker blev draebt.
Herefter begyndte de at bygge nogle meget sindsyge bumps paa vejen, hvilket har skabt trafikpropper hver dag siden. Saa nu koerer dallaerne endnu daarligere, fordi de skal overhale baade inden- og udenom paa de mest latterlige steder, for at komme hurtigere frem. Ugen efter var der endnu et uheld paa samme bro. En lastbil uden bremser.


Vi er begyndt at forsoege at komme bagerst i dallaerne. Jeg ved ikke lige om det har nogen betydning, men om ikke andet kan man ikke se hvor raaddent de koerer. Ind i mellem har vi en af ungerne med, og det er ikke usaedvanligt at de beder en lille boen.
Til gaengaeld er det billigt. En tur fra USA River til Arusha paa en halv time, koster 500 tzs. Det sker nu at de proever at presse os for 600 tzs, og efter at have vaeret blevet godt fornaermet over wazungu-prices (speciel pris for hvide) faar jeg det til saedvanlig pris og flover mig lidt. Jeg klager over en prisforskel paa 40 oerer!

Ungernes skole ligger lige paa den anden side af vejen. I gaar havde de set en dame blive koert ned, og det var ikke foerste gang. "Every year a child from school dies!"

Hos Bibi

Tirsdag blev en dejlig dag.
Efter at have brugt det meste af dagen paa at holde diverse moeder, kom Jackline og spurgte om vi kunne ud til hendes Bibi (bedstemor) i Kwapole.
Jackline er 11 aar og vil gerne konfirmeres, og for at faa lov til at starte til konfirmationsforberedelse, skal hun have sine daabspapirer som laa ude hos Bibien. Jeg havde tidligere paa dagen lovet at tage med ud og hente dem, hvis vi kunne naa det, og da det bare tager et kvarter derud i dalla-dallaen, havde vi stadig flere timer, foer det ville blev moerkt.
Jackline skyndte sig op for at skifte, og fem minutter senere stod den lille dame klar.

Paa vej ud af laagen moedte vi Philemon som er Reginas kaereste. Regina arbejder paa centeret, men har lige faaet en dreng i januar, og holder 3 mdrs. orlov. Regina, Philemon og Derick har hidtil opholdt sig hos Philemons familie i Arusha, men var samme dag kommet hjem til deres hus, der ligger lige overfor centeret. Jeg lovede jeg ville kigge forbi naar vi kom hjem igen.

I dallaen fortalte Jackline om sin bibi: "Naar vi kommer vil hun lave mad til os. Vi faar ikke lov til at gaa foer vi har spist!". Jeg indvendte at det kunne vi da ikke naa, vi skulle hjem inden det blev moerkt og vi havde bare et par timer. Jackline saa lidt beklemt ud, men fastholdt at vi ikke skulle regne med at komme afsted foer vi havde spist. Maaske kunne Bibi begraense sig til sodavand og frugt, men hun plejede altsaa at stege bananer. Jeg taenkte paa min egen bibi, der ogsaa altid har noget laekkert, og hvor det ofte ender med at jeg sover, fordi det er saa hyggeligt at jeg ikke gider tage hjem.

Vi stod af i Kwapole, hvor vi skulle gaa ganske kort. Lige ned af en lille roed jordvej, rundt om nogle buske og et par traer, og foran os laa et flot lille graat hus, med en nydelig groen graesplaene foran! Jeg har tidligere hoert de andre volontoerer fortaelle at der er fint hos Jackies bibi, og jeg kunne kun tilslutte mig en undren over hvorfor hun skal bo paa boernehjem.
Rundt om huset laa endnu et lille hus, denne gang af et traeskelet, fyldt ud med ler. Bibi kom ud og sendte os et smil der manglede fortaenderne, og vi blev straks gennet over i koekkenet; et tilsvarende lerhus uden doer i.
Der gik to minutter, saa sad vi der med chai og mango, mens Bibi taendte op og skraellede bananer!
Jackie og jeg begyndte at joke med at vi var noedt til at blive der og sove, og jeg begyndte serioest at overveje muligheden. Det ville bestemt vaere en oplevelse. Snakken gik livligt mellem Jackie og bibi, det var tydeligt, at de to holder meget af hinanden.
De friturestegte, saltede kogebananer var dejlige, lidt som chips. Da det gik op for mig at der ogsaa var sodavand paa vej, tror jeg at jeg saa lidt presset ud, for Jackie betroede mig at hun ikke havde spist frokost, fordi hun vidste hun skulle afsted!

Da vi havde kaempet os igennem alle laekkerierne, skulle vi hen og finde Jacklines papir. Der blev samtidig hevet gamle fotoalbum frem, og jeg saa billeder af hendes foraeldre, som begge er doede.
Bibien havde mange billeder af sin datter. En ung, smuk kvinde ved en symaskine. Til fest. Lykkelig med sin mand. Paa en motorcykel. Gravid. Sammen med sin lille datter. Ved sin mands begravelse.
Jackie ved ikke hvad hendes foraeldre er doede af. Hun tog nogle af billederne, og bibi lovede at koebe et fotoalbum til hende, og samle alle de billeder hun havde af foraeldrene.

Saa var det paa tide at komme hjem.
Foerst med dallaen, hen over marken, og saa lige et smut ind forbi Regina, der allerede havde at par gaester fra centeret.
Hun havde det godt, og Derick laa trygt og godt og sov. Til sidst begyndte det at blive moerkt, og vi maatte hjem.
Klokken ringede til aftensmad.

USA River Children Center

Saa blev det tid til endnu et forsoeg paa at indhente det forsoemte:

Efter vores tur paa Kilimanjaro havde vi nogle dage tilbage hos familien i Moshi, inden Maria og Rikke skulle hjem, og jeg selv skulle videre til USA River.
Vi havde ikke lagt nogen planer, og havde et par dage i traek hvor vi tog dalla dallen ind til Moshi by, hvor vi moedtes med Penny, vores engelske veninde vi havde moedt paa Zanzibar.
Baade Maria og Rikke gik og kedede sig lidt, og de fik arrangeret en en-dags safari til Arusha Nationalpark. Selv valgte jeg at blive hjemme, for hvor de manglede action, saa jeg mit snit til at udnytte en sidste smule privat-/alenetid inden jeg skulle til at bo med folk 24-7.
Da den sidste dag hos familien naermede sig, fik vi arrangeret en faelles middag med lokal mad.
Rikke og jeg fulgte med Amina til det lokale marked, hvor vi fyldte vores kurve med bananer, kokos, koed, ananas og diverse groentsager. Hold op hvor vi slaebte i middagsheden!
Det hele blev bragt hjem og afleveret hos Mama Amina, og hen paa eftermiddagen blev vi saa kaldt til for at hjaelpe.
Jeg blev sat til at rive kokosmel paa en lave skammel med en metalkradser ude i siden. Det var ikke saa nemt, og hold op hvor de grinede! Ogsaa Maria fik en udfordring da hun skulle snitte hvidkaal i fine strimler, men ikke havde noget skraerebraedt.
Om aftenen da bananerne var stegt, koedet kogt og ugalien roert, kunne vi samle os 15 mennesker nede om det store spisebord i vores hus. Vi sad ret klemt, og gamle Bibi maatte have en haand med at komme ned i stolen.
Efter et vidunderligt maaltid viste vi billeder fra vores tur, mens vi forsoegte at goere kaal paa de to store gryder popcorn Rikke havde lavet tidligere paa dagen. Det var en dejlig afslutning paa den del af min rejse.

Naeste dag ved 13-tiden kom Vary i sin fine, hvide bil. Han skulle koere mig til bussen i Moshi, og toeserne til lufthavnen. I Moshi hjalp han mig med at finde en bus, og efter halvanden time koerte jeg mod USA River.
Jeg var spaendt da bussen satte mig af. Kunne jeg finde ned til boernehjemmet? Jeg proevede at ringe til Anne Xenia, en af volontoerne, men hun tog ikke sin telefon, saa jeg begav mig afsted fra hovedvejen og ud over marken. Selv om der var kommet nye bygninger uden om centeret, var det ikke svaert at finde, og pludselig stod jeg inden for den store jernlaage, og Fransica – en af de nu stoerre piger – skreg hoejt. Ungerne kom loebende til, og de hujede og raabte. Pludselig stod jeg i den situation jeg havde droemt om saa mange naetter, siden jeg tog afsted for fire aar siden, og taarene begyndte at trille ned af kinderne paa mig mens jeg lo af glaede.
Jeg var tilbage og selv om alt var forandret var det stadig det samme.

I morgen har jeg vaeret paa centeret i tre uger. Allerede. Det foeles samtidig som om jeg har vaeret her i flere maaneder. Vi har et stramt program, isaer i weekenderne, hvor boernene ikke er i skole.
Min dag starter et sted mellem 5.45. og 6.30. alt efter om det er min tur til at give morgenmedicin. Formiddagene er forholdsvis stille, og ud over at holde styr paa laanesystemet for legetoejet, er det her vi har tid til at opdatere journaler, skrive staffmoedereferater, ugebreve, tage boernene til laegen eller arbejde paa hvad vi har af projekter. For tiden er de to haengene projekter et tandboerstesystem hvor boernenes tandboerster kan haenge, og et par noegleskabe, saa staff kan have deres egne noegler, og ikke hele tiden skal laane af os. Det lyder som et par simple opgaver, men paa nuvaerende tidspunkt har de vaeret flere maaneder undervejs begge to! Paa nuvaerende tidspunkt er det afgoerende punkt vores boremaskine, som har vaeret til reperation, kom hjem i mandags og gik i stykker igen tirsdag! Det skal bare ikke vaere nemt!
Kl.12.00. begynder de foerste skoleboern at komme hjem. Om eftermiddagen har vi forskellige aktiviteter med dem, fordelt paa aldersgrupper. De har computerundervisning, tv-tid og theme-class, hvor vi fx. Spiller rundbold, laver perlekaeder, eller som denne uge; gaar ud for at finde snobroedspinde, til de snobroed vi vil lave paa loerdag. Dette er ikke saa nemt i et omraede hvor alt der kan bruges som braende bliver samlet op naermest foer det naar jorden.
Ved 19.30.-tiden ringer det til aftensmad, og hvis man ikke har aftensmedicin skal der laves lidt aftensmad til os selv. Vi faar mad fra koekkenet ogsaa, men en diaet af ris og boenner er ikke saa interessant, saa vi supplerer med salater i forskellige afskygninger. Ofte er vi faerdige ved 21-tiden. Det er saa her vi har lidt tid til os selv, hvis vi ikke har fundet en morfar i loebet af dagen. Ofter ligger jeg i min seng inden kl.22.00. og proever paa ikke at falde i soevn mens jeg laeser lidt.
Jo, dagene forsvinder hurtigt.