D.2.jan.09 til d.11.jan.09

D.2.januar brugte vi hele dagen i en bus. Vi havde fået billetter til en stor lækker luksusudgave med aircondition og uddeling af drikke sodavand og vand flere gange under turen. Der var også tv, hvor de viste en tanzaniansk film. Den handlede mest om en stor mand der skældte meget ud, og kvinder der faldt på knæ for ham og græd og skreg, hvilket var enormt forstyrrende.
Sent på eftermiddagen ankom vi til Moshi, hvor vi fik en taxa til at køre os op til familien. Jeg var lidt i tvivl om præcis hvor det var vi skulle dreje, og vi endte med at køre lidt for langt. Da vi var der hvor jeg mente vi skulle dreje, og taxachaufføren stod ud for at spørge om vej, fik jeg øje på Amina, en ung pige oppe fra familien. Overvældet over at have fundet et ansigt jeg kendte efter tre uger i Tanzania, sprang jeg ud af bilen og gav hende et ordentligt knus.
Inden vi nåede op til huset havde vi en hel hale af lokale unger efter os og vi følte os velkomne.
Vary, min tantes bror, hjalp os på plads og hentede spandevis af vand til os i sin bil, da der ikke var meget vand i familiens brønd. Amina tog os med til en lokal grøntsagshandler og en lille butik nede af vejen hvo vi kunne købe ris, olie og æg, og vi havde til en god aftensmad og pandekager til morgenmad.
Næste morgen, ikke lang tid efter jeg var stået op, begyndte jeg at få mavekramper. Hele dagen kom det med jævne mellemrum, og hen på eftermiddagen begyndte jeg at få kvalme.
Vi havde aftalt med Vary, at han næste dag skulle køre os til det hotel hvorfra vi skulle starte vores Kilimanjarobestigning, så jeg begyndte at være godt nervøs for min tur, da jeg om aftenen kastede op. Jeg gik tidligt i seng og krydsede fingre for at det ville nå at gå over.
Næste dag var heldigvis bedre, men nu var det Rikke der var blevet skidt tilpas.
Alligevel kørte vi om eftermiddagen til Mountain In hvor vi skulle have en overnatning inden turen startede.
Hotellet var lækkert, havde store værelser og en swimmingpool.
Om aftenen var der dejlig mad, og herefter en kort briefing om turen, drikkepenge, hvad vi skulle leje og den slags. Jeg var tilbage på toppen, og Rikke var heldigvis også ved at være tilbage i form.
Næste formiddag pakkede vi vores tasker, som skulle fordeles med tingene til dagturen hos os selv, og soveudstyr og udstyr til senere på turen til bærerne. Herefter blev vi hentet i en minibus, hvor vi blev proppet ind med alt bagagen, bærerne og de to guider.
Vi blev kørt op til startpunktet, som var et lille område med en hytte hvor vi skulle skrives ind, og hvor det vrimlede med andre der også skulle på samme tur som os.
Efter en halv time kunne vi starte turen.
Hele den første dag gik vi op gennem regnskoven. Vi havde en kort regnbyge da vi gjorde ophold for at spise de madpakker vi havde fået udleveret, men ellers var det dejligt vejr hele dagen, og selv om det var en hård tur, nød vi alligevel de flotte omgivelser. Sidst på eftermiddagen kort før vi nåede dagen mål, kom vi fri af træerne. Vi nåede frem til vores lejr, som bærerne allerede havde sat op til os. Lige som vi troede, at nu skulle vi endelig sidde ned og hvile fødderne, fik vi at vide at vi skulle op og skrive os ind. Så op med os igen, og 100 meter mere op af en stejl bakke. Øv hvor var vi færdige!
Da vi kom ned igen var der til gengæld serveret the, popcorn og kiks. Super belønning!
Herefter kravlede vi ind i teltene og tog et par timers afslapning, inden vi blev kald ud til aftensmaden.
Aftensmåltiderne på turen viste sig at være en treretters affære hver aften: Suppe til forret, ris, pasta, kød og grøntsagssauce til hovedret og frugt og the til dessert.
Da vi var færdige med at spise var det blevet mørkt og godt trætte som vi var, kravlede vi i seng lidt over syv.
Næste morgen stod vi op, spiste en overdådig morgenmad med grød, frugt, brød, æg og bacon. Herefter pakkede vi vores dagturstasker, rensede vand til dagens tur og begav os af sted. Vi var en smule forsinkede hvad guiderne var lidt utilfredse med, men det passede os nu meget godt, for det betød at der ikke var nær så meget trafik på stierne. Inden vi skulle af sted havde jeg ikke lige overvejet hvor mange mennesker der egentlig skulle på samme tur som os, på den samme rute, de samme dage. De mange mennesker, især alle bærerne, gav livlig trafik, og især en gruppe overgearede sydafrikanere gik mig lidt på nerverne.
Dag nummer to skulle vise sig at blive en af vores hårdeste. Den var ikke synderligt lang, til gengæld gik den bare op op op i en uendelighed, og for det meste af en række naturlige trin og trapper, der aldrig syntes at skulle få en ende. Efter at have brugt et par timer mere end først beregnet på at nå frem, havde vi etableret os som en gruppe der i hvert fald ikke ville få højdesyge af at gå for hurtigt op 
Da dagen var slut gik vi helt om kuld, og var lykkelige da der dukkede en mand op ved vores telt med den bog vi skulle skrive under i ved hver camp.
Efter endnu en nat med 12 timers søvn var vi klar til tredje dag. Vi vågnede op med frost i græsset og en fantastisk udsigt til Kilimanjaros top.
Dagen bød på jævnt op af bakke, skyer til at skjule meget af udsigten, og et landskab med kaktusser, lynglignende planter og mus og store, sorte ravne-grippe-krage-falke-skraldefugle (vi kunne ikke helt blive enige).
Efter nogle timers op ad bakke, skulle vi vælge om vi ville gå højere op denne dag, inden vi skulle ned igen, for at sove. Vi følte os alle tre stadig på toppen, så vi fortsatte op til et punkt der hed Lava Tower, hvor vi kunne spise vores frokost i grå tåger af skyer. Herefter gik det ned af bakke igen. Maria havde fået lidt hovedpine og Rikke havde fået kvalme. Begge dele begyndende tegn på højdesyge. Selv var jeg heldigvis frisk.
Vi mærkede alle tre at turen ned var hård for knæene, og vi gruede en smule for de to dage ned af bjerget, der ventede på den anden side af målet.
Efter en god nats søvn var både Maria og Rikke friske igen, så vi kunne fortsætte turen. Dette var vores sidste dag med op af bakke, inden nattens store udfordring ventede. Landskabet var nu helt goldt og øde, og der var ikke meget at se. Flere steder måtte vi klatre på smalle stier op af næsten lodrette klippevægge, og mens vi følte os som eventyrer, følte vi os samtidig små og kluntede når vi klamrede os til klipperne med arme og ben, og bærerne med store sække, tasker, telte og stole, let passerede os på vejen.
Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til lejren, som lå i en lang stribe oppe på nogle klipper. Som sædvanlig fik vi the og popcorn, mens aftensmaden var en grøntsagssammenkogning af en slags. Herefter skyndte vi os i seng, for kl.23.00 ville vi blive vækket for at starte vores sidste etape mod Uhuru Peak.
Det var bælgmørk og vi sov tungt da vi blev vækket. Efter en kop kakao i teltet skulle vores vandring starte.
Vi havde vores to guider med, og vores sidste lag tøj kom på eller med i tasken. Jeg satte min pandelampe på og stoppede min musik i ørerne og rustede mig til en lang, kold og hård nat.
I en lang stribe af små lysende prikker, snoede vi os langsomt op af bjerget med folk der havde samme mål som os. Jeg så ikke længere frem end til hælene på guiden der gik foran mig, men en lille time fra start måtte Maria give op. Hun havde hele dagen haft problemer med at få ilt nok, og selv om hun ikke havde højdesyge, sagde hendes krop fra. Det var meget mærkeligt at skulle stå der midt i natten og sige farvel. Jeg havde ikke på noget tidspunkt rigtigt forestillet mig at vi ikke skulle til toppen sammen. Vi havde dog på forhånd aftalt at vi hver især ville fortsætte så langt som det var muligt, selv om de andre ville være nødt til at gå ned. Vores ene guide fulgte herefter Maria tilbage til lejren, og Rikke og jeg fortsatte med den anden guide.
Efterhånden som vi gik kom vi mere og mere fri af læ, og det begyndte at gå op for mig at det blæste utrolig meget. Vi spurgte guiden om det var normalt, for vi syntes det var lidt uhyggeligt at gå det på store bare klippestykker i mørket, og med jævne mellemrum blive slået ud af balance. Hans svar var bare, at nogen gange blæste det og nogen gange ikke.
Vi fortsatte et par timer, men mens jeg gik og stred mig frem i min egen lille verden, begyndte Rikke at holde flere pauser hvor hun overvejede at gå ned. Guiden der havde fulgt Maria ned indhentede os igen. Jeg råbte flere gange til guiden at jeg var bange, for når selv ens guide bliver væltet af vinden, er det svært at føle sig helt tryg ved situationen. Han lod dog ikke til at tage notits af det, og jeg begyndte at overveje om det nu var en helt klog mission jeg havde begivet mig ud på.
Vandet i min camelback frøst til is.
På Zanzibar havde vi talt med David der kort før selv havde besteget Kilimanjaro, og han havde et råd: Lad ikke fysikken slå jer ud. Med mindre i får højdesyge, så fortsæt!
Dette havde været et godt råd de andre dage, som fysisk havde været enormt anstrengende, men her kl.3 om natten, i storm på de golde klipper, begyndte jeg at betvivle klogskaben i hans ord.
Foran mig faldt Rikke så lang hun var. Vi havde kort forinden lige hold en pause, og hun havde besluttet at hun godt kunne fortsætte lidt længere, men pludselig sank hun på knæ og faldt forover. Det var ikke vinden der havde væltet hende og jeg skreg.
Guiderne kom løbende, og nede fra Rikke kom beskeden om at der ikke var noget galt, hun var bare træt!
Vi fik hende på benene igen og fortsatte. Kort efter måtte vi holde en pause igen, men denne gang fandt vi ikke lå bag nogle klipper, og i løbet af nogle minutter blev jeg blæst igennem og blev kold.
Jeg tog min beslutning meget pludseligt. Rikke havde sagt at hun var klar til at gå ned, og selv om jeg kort forinden ville have fortsat, var jeg nu klar til at gå med.
Rikke spurgte hvor højt vi var. 5600 meter – knapt 300 højdemeter fra toppen – og en time fra Stella Point, som var vores første mål. Jeg tror at det i Rikkes ører lød som ”der er ikke så langt igen”, men for mig lød det ”minimum en time i dit tempo, og så endnu nogle timer før du måske når toppen - hvis du ikke bliver blæst ned inden, for vinden bliver ikke mindre når du kommer højere op”.
Jeg havde truffet min beslutning.
Så begyndte turen ned. Jeg havde fået problemer med mine kontaktlinser, og nu blæste vinden sand og støv i hovedet på mig. Mine øjne løb i vand for et godt ord, og jeg kunne næsten ikke se noget. Min vandrestav blev min blindestok, og jeg faldt flere gange på røven. Jeg prøvede at sige til guiderne at jeg næsten ikke kunne se noget, men først da jeg gik af stien og var på vej ud over en kant begyndte de at tage sig af det. Den ene gik bag mig og stak en luffe ind foran mig og pegede vej hver gang vi skulle dreje. Da vi kom længere ned blev stien mere jævn og jeg gik i hælene på Rikke, mens jeg forestillede mig at jeg var på en skovsti med store træer på begge sider, og kun kunne gå lige der hvor hendes fødder lige havde trådt. Pludselig opdagede jeg at solen var ved at stå op. Det var smukt, og først her blev jeg lidt ærgerlig over at jeg ikke netop der stod på toppen og skuede ud.
Som solen stod op blev det nemmere for mig at se, og til sidst kunne vi se lejren. Vi kravlede ind i teltet til Maria der sov trygt, og sov et par timer. Vores eventyr var næsten slut.
Et par timer senere lev vi vækket, drak noget kakao og begyndte at pakke lejren sammen. Det blæste for meget til at vi kunne lave rigtig mad der, og mens jeg sad og pakkede mine sidste ting sammen i teltet, begyndte teltet at flyve om ørerne på mig. Vi samlede de sidste ting og begyndte vores nedstigning.
Denne dag var min værste. Mine knæ gjorde forfærdeligt ondt selv om jeg aldrig har haft problemer med dem før, og hvert skridt føltes som om jeg fik stukket knive i knæskallerne. Turen skulle tage tre timer, men vi endte med at bruge fem.
Næste dag sagde vi farvel til bærerne og fik delt drikkepenge ud. De sang en farvelsang for os, og vi startede de sidste timers vandring.
Denne gang havde jeg mine kondisko på, og stien var meget bedre, så jeg havde heldigvis ingen problemer. Turen ned var som at spole en film tilbage. Vi så hele landskabet som vi havde set dagen før, men baglæns og i et hurtigere tempo.
Ved middagstid nåede vi den nederste gate, hvorfra vi blev kørt tilbage til Mountain In, og et døgn med luksusomgivelser.

D.23.dec.08 til d.2.jan.09

Nu er jeg blevet sur, træt og hidsig på de tanzanianske internetforbindelser.
Det betyder at i nu får et par større fortællinger, også hvis det ikke lykkes mig at uploade nogen billeder:

Maria og jeg ankom som planlagt til Dar Es Salaam d. 23.12.08. Her havde vi en enkelt overnatning, hvor de ikke er det store at fortælle. Næste morgen tog vi så vores enorme bagage og gik mod havnen, som skulle ligge inden for gåafstand. Her skulle vi finde en færge der kunne sejle os til Zanzibar, hvor vi havde booket os til et sted at sove. Da vi nærmede os havnen vrimlede det med folk der gene ville have os til at købe billetter hos lige præcis deres færge. Det var enormt overvældende som vi stod der med al bagagen, og i forvejen havde problemer med at komme omkring. Heldigvis var vi blevet anbefalet et selskab af nogle danske piger vi havde mødt på vores hostel.
Mens alle stod i en enorm kø udenfor for at købe billetter blev jeg ledt hen til en sidedør og lukket ind bag skranken. Imens måtte jeg efterlade Maria ude midt i det hele med vores bagage som ikke var til at tage med nogle steder. Da jeg kommer ud igen ser jeg at hun står omringet af en lille flok portere med orange veste, som meget gene vil bære vores bagage. Da jeg dukker op slæber de straks af sted med vores bagage, og da vi begge er lidt usikre på hvad aftalen er og hvad der foregår, følger vi efter. Vi bliver ledt ind til en kø til færgen, og da vi står der og venter, griber vi chancen til at prøve at få styr på situationen: Hvad er aftalen, og hvad koster det at de slæber af sted med vores bagage?
Jamen de var autoriserede portere, og havde et fint bevis om halsen. Det skulle ”kun” koste os 5000 tz-shillings hver (ca. 25 kr.), at få slæbt bagagen om bord. Dette er vi slet ikke tilfredse med, og mens vi forhandler begynder køen pludselig at flytte sig ned mod båden. Dette er tydeligvis hvad de to har håbet på, og de løfter straks af sted med bagagen igen. Denne gang får vi dog stoppet dem, og da de ser at handlen er ved at ryge i vasken, beslutter den ene at vi kan få det hele ombord for 5000 tzsh. i alt. Vi siger ok, og jeg er egentlig glad for ikke at skulle slæbe min tunge kuffert op af trapper og over høje trin ombord på en stærkt gyngende båd.
Den 4 timer lange færgeoverfart var i perioder gyngende, men vi havde fået luksusbilletter, så der var aircondition, store lænestole og madrasser på gulvet, og vi sov en god del af turen.
I Stone Town blev vi nærmest overfaldet af taxachauffører der gerne ville køre os. Vi erfarer at turistinformationen samarbejder med dem, og oplyser en høj pris som værende det normale. Vi finder dog en chauffør til en rimelig pris der kører os over til Bwejuu på Zanzibars østkyst, hvor vi har booket os ind.
Stedet er eget af et Hollandsk par, og det er virkelig dejligt.
Dagene tilbragte vi på de hvide sandstrande, hvor vi lejede cykler, sejlede ud med både og snorklede og Maria fik en lektion i kite-surfing.
Da vi får tilbuddet om at blive en nat ekstra er vi ikke mange sekunder om at sige ja, og det er med forhåbninger om en dag at vende tilbage, at vi d. 28.12.08. tager en taxa tilbage til Stone Town, hvor Rikke ankommer om aftenen.
I Stone Town er vi indlogeret på Princess Salme Inn, som er et lille sted i 4-5 etager med 2 værelser på hver etage. Øverst oppe er der borde, et lille sofaarrangement og et lille køkken. Her møder vi David, en engelsk fyr som underviser i engelsk i Japan med sin kæreste, men som er på ferie og lige har været på Kilimanjaro. Desuden dukker Penny op. Hun er en lille engelsk dame Maria og jeg mødte på en snorkeltur i Bwejuu, der arbejder for en NGO i Moshi, men som var på ferie. Vi havde inviteret hende til at sove hos os da vi havde en ledig seng, men hun var i mellemtiden blevet syg og fik sit eget værelse.
Penny er noget helt for sig selv. En meget lille og tynd dame der taler uafbrudt, og som vader lige ind i folk med store træsko, så hende forelskede vi os jo straks i.
Hun var desværre virkelig syg, og da hun tog til Dar Es Salaam for at tage på safari, kolapsede hun og måtte i stedet en større tur på hospitalet.
Maria, Rikke og jeg tilbragte nogle fine dage i Stone Town. Vi tog også en tur til Prison Island, en lille ø en times sejlads ud fra Stone Town, for at snorkle og se kæmpeskildpadder. Skildpadderne var fantastiske, og en dag ved stranden var skøn, men det viste sig at over 2/3 af øen var spærret af for ikke-overnattende gæster, hvilket ikke efterlod meget tilbage, og vi var en anelse skuffede.
Nytårs aften var en lidt mærkelig aften. Efter en lang dag i byen og på markedet kunne Rikke køre til lufthavnen og hente sin bagage, som endelig var kommet frem.
Vi havde ikke de store planer for aftenen, men havde aftalt med David at vi kunne gå ud og spise, for at fejre det lidt. Efter en god middag gik vi ned til havnen, hvor der ligger en restaurant der til aftenen var lavet om til bar med dansegulv. Her var fyldt med turister, og det var næsten umuligt at bestille noget. Efter adskillige forsøg på at bestille drinks (de manglede ingredienser til dem alle), købte jeg en cola og satte mig udenfor i sandet til de andre. Herfra kunne vi høre nedtællingen, og med tæerne i vandskorpen kunne vi ønske det nye år velkomment -to timer tidligere end jer derhjemme.
En halv time senere lå vi alle hjemme under myggenettene og sov.
Tidligt næste morgen tog vi færgen tilbage til Dar Es Salaam (denne gang klarede vi bagagen selv). En enkelt overnatning samme sted som sidst, og d. 02.01.09 tog vi så bussen fra Dar til Moshi.