Hej alle derhjemme.
Her er saa det foerste indlaeg fra Tanzania.
Jeg sidder paa en lille computercafe nede ved havnen i Stonetown paa Zanzibar, og har koebt en smule tid.
Turen herned forloeb som planlagt, her er sindsygt varmt, men laekkert. Maria og jeg har haft 4 laekre dage paa Zanzibars oestkyst, med snorkling, cykling og dasen i skyggen.
Jeg opdagede selvfoelgelig allerede foerste aften hernede at jeg havde glemt kablet til mit kamera, og fik sat folk i derhjemme paa skattejagt efter det.
Det blev heldigvis fundet og proppet i Rikkes kuffert, saa hun kunne tage det med til mig.
I gaar eftermiddags tog Maria og jeg saa til Stonetown, hvor vi lidt over seks om aftenen kunne tage imod Rikke paa havnen.
Det viser sig saa at hun har mistet sin bagage paa vejen herned, saa nu gaar vi og haaber at den dukker op inden vi skal videre d.1.januar.
Af samme aarsag vil jeg vente lidt med at fortaelle vores eventyr, det bliver bare lidt bedre med billeder til :)
Jeg haaber i alle har det dejligt derhjemme og faar holdt lidt fri sammen.
Jeg skriver snart igen.
Knus til jer alle.

"Kalender-vender-Tage, 5 dage tilbage"

Så er der 5 dage til afgang, og jeg tænkte at det var på tide med en lille oversigt over hvad rejsen byder på:

22.dec. Afrejse fra Kastrup Lufthavn
23.dec. Ankomst i Dar Es Salaam, med overnatning på Jambo Inn
24.dec. Sejler vi til Zanzibar
28.dec. Ankommer Rikke til Zanzibar
01.jan. Sejler vi tilbage til Dar Es Salaam og overnatter
02.feb. En 8 timer lang bustur til Moshi ved Kilimanjaro, hvor vi har lånt min onkels hus og skal sove hos min familie
04.jan. Vores Kilimanjarobestigning starter
10.jan. Kilimanjaro-eventyret er slut og vi har en overnatning på et hotel
11.jan. Vi tager tilbage til familien og bliver her resten af Maria og Rikkes ferie
16.jan. Maria og Rikke flyver hjem fra Kilimanjaro Airport og jeg tager ned på børnehjemmet i USA River, der ligger en times kørsel fra lufthavnen. Her skal jeg være resten af turen.


Herfra har jeg ikke planlagt mere. Søren kommer ned på børnehjemmet 2 uger i marts, hvor jeg håber vi får tid til at tage ud til kysten igen og dykke.
01.jun. går flyet fra Kilimanjaro Airport og jeg lander i Kastrup dagen efter.

Må man tage polarræve med sig på Kilimanjaro?

Jeg går for tiden og samler ting jeg skal have med mig på Kilimanjaro. Det er ikke så lidt man skal have med for at kunne klare sådan en tur, så jeg samler, køber og låner mig frem.

Min største frygt i forbindelse med den tur er ikke strabadserne manglende toiletter, eller højdesyge, men kulden.
Jeg kan ikke noget når jeg fryser, lige bortset fra at jeg efterhånden har et imponerende repetoire af klapre-tænder-sange - de fleste på en variation over "ga-ga-gak-ak-ak-brrr-ap-ga-ga".
Jeg fryser nemt og tit. Og det gælder også herhjemme.
I år har jeg dog fået en triumf: Polarræven Poul.
Poul er en stor, hvid, vamset, varm polarræv, Søren har hjembragt til mig fra Grøndland.
Poul følger mig overalt. I starten havde jeg ham kun på når han matchede resten af mit tøj, men efterhånden som det er blevet koldere, kommer han med uanset hvad.
Han holder mig varm til hver en tid og jeg elsker ham. Jeg har ham nogen gange på indenfor, bare fordi han er så varm og lækker.
Som sagt er jeg efterhånden ved at have en hel del udstyr der skal kunne holde mig varm i Kilimanjaros sne.
Jeg stoler bare ikke helt på det endnu.
Poul er magi.

Lidt om at savne

Nu er der en måned og én dag til jeg skal rejse.
Ja. Jeg er begyndt at tælle ned. Både i spænding, men også lidt i gru. I spænding for - ja det siger vel sig selv. I gru for ikke at kunne leve i nuet og nyde alt det omkring mig, jeg kommer til at opleve.
Dette skal måske uddybes, og et par af jer har måske oven i købet hørt mig tale om det før.

Sidste gang jeg var afsted, var det min første længere rejse, så jeg havde ikke noget erfaring der kunne forberede mig. Jeg tog afsted med en forventning om at tiden går stærkt for den opdagelsesrejsende, personen, der hele tiden befinder sig i nye, ukendte situationer. "Der bliver slet ikke tid til at savne dem derhjemme, og før du ved af det skal du hjem igen, og ærgrer dig over at det hele gik så stærkt" tænkte jeg.
I løbet af få dage begyndte det dog at gå op for mig, at dette ikke ville blive tilfældet. Mens jeg var afsted var hver dag en ny dag, og derfor lagde jeg mærke til hver eneste. Jeg tog afsted nyforelsket og ulykkelig, og i mine nye omgivelser manglede jeg folk der kendte mig virkelig godt, som jeg kunne støtte mig op af.
Samtidig erfarede jeg, at for dem derhjemme tog den ene dag den anden, og jeg var jo bare én person i omgangskredsen der ikke lige var til rådighed i en periode. 5 måneder, de går sgu hurtigt herhjemme. Har det ikke lige været sommer?

Det er med denne erfaring at jeg nu begiver mig afsted igen. Vel vidende at det bliver hårdt at være væk.
Hårdt ikke lige at kunne hænge ud med sine venner, sove i ske med kæresten, tage ned og spise hos sin Bibi, få opbakning af veninderne...
Så til alle jer der siger i kommer til at savne mig: Det håber jeg sgu, for det er helt sikkert: Jeg kommer til at savner jer mere!

1½ måned til afgang

Puha, så er det ved at være op over: Afgangen for min 4. tur til Tanzania.
Med tre tidligere ture i bagagen, føles det på den ene side som "no biggy", alligevel er det her min mest selvstændige tur indtil videre, og et magisk mix af velkendte og nye eventyr ligger foran mig.

For lige at resumere tidligere ophold:

Første gang var i '87. Jeg var 4 år og min onkel Torben skulle giftes med Saumu. Jeg var dernede med min mor, og selv om jeg bedst husker mango og elefanter, lagde denne tur grunden for en fasination af et land, jeg var nødt til at vende tilbage til.
Der skulle dog gå 12 år før jeg igen skulle afsted.

Jeg var nu 16 år, lige begyndt på gymnasiet, og jeg havde brugt hele sommeren '99 på at tjene penge til turen. Jeg var afsted i 3 uger, hvor jeg boede oppe hos Saumus familie med min onkel Torben, hans fætter Tomas og en ven af familien, min gamle fritidshjemsleder Poul.
Det meste af ferien brugte Tomas og Torben på at bygge på Torbens nye hus, og jeg tilbragte mange timer sammen med Poul på den gamle terrasse, hvor vi læste og hang ud med familiens unge.
Selv om det var en tur uden de store begivenheder, fik den alligevel betydning for mit liv. Jeg var overhovedet ikke klar til gymnasiet, og i løbet af de tre uger besluttede jeg mig for at droppe ud. Ferien var tiltrængt, og da jeg samtidig var begyndt at kysse lidt rundt med en fyr dernede, var jeg slet ikke klar til at tage hjem igen. Havde jeg haft muligheden dengang, havde jeg nok bosat mig lige der på siden af Kilimanjaro.
En eftermiddag kaldte Torben mig ud foran huset for at nyde udsigten til Kilimanjaros top, der endelig var kommet frem bag skyerne. Han sagde: "Man siger, at har du først set Kilimanjaros top, vil du altid vende tilbage". Dette har jeg tænkt på mange gange siden.

I juli 2004 tog jeg så afsted på min 3. tur. Denne gang skulle jeg afsted med Denise, min veninde siden folkeskolen. Vi skulle ned og arbejde på et børnehjem i landsbyen USA River, som Torben og Saumu havde været nede og besøge på deres sidste tur året før.
Denne tur, på knapt 5 mdr. er min længste rejse til dags dato, og ligger på mange måder til grund for den tur der ligger foran mig nu.
Denise og jeg boede og arbejdede på børnehjemmet i ca. 4 mdr. Dette var spændende, hårdt, givende og lærerigt, men Denise og jeg brugte desværre også en del tid på at løse interne konflikter. Dette tærede på kræfterne og sidst i oktober besluttede jeg at forlade børnehjemmet en uge før Denise. Jeg tog op til Saumus familie, hvor Denise og Saumu ankom en god uge senere. Det var midt i Ramadanen, og vi havde en fantastik oplevelse med fest og dejlige mennesker, der afsluttede en i alt rigtig spændende tur.

Nu ligger næste tz-tur foran mig.