Lidt om at savne

Nu er der en måned og én dag til jeg skal rejse.
Ja. Jeg er begyndt at tælle ned. Både i spænding, men også lidt i gru. I spænding for - ja det siger vel sig selv. I gru for ikke at kunne leve i nuet og nyde alt det omkring mig, jeg kommer til at opleve.
Dette skal måske uddybes, og et par af jer har måske oven i købet hørt mig tale om det før.

Sidste gang jeg var afsted, var det min første længere rejse, så jeg havde ikke noget erfaring der kunne forberede mig. Jeg tog afsted med en forventning om at tiden går stærkt for den opdagelsesrejsende, personen, der hele tiden befinder sig i nye, ukendte situationer. "Der bliver slet ikke tid til at savne dem derhjemme, og før du ved af det skal du hjem igen, og ærgrer dig over at det hele gik så stærkt" tænkte jeg.
I løbet af få dage begyndte det dog at gå op for mig, at dette ikke ville blive tilfældet. Mens jeg var afsted var hver dag en ny dag, og derfor lagde jeg mærke til hver eneste. Jeg tog afsted nyforelsket og ulykkelig, og i mine nye omgivelser manglede jeg folk der kendte mig virkelig godt, som jeg kunne støtte mig op af.
Samtidig erfarede jeg, at for dem derhjemme tog den ene dag den anden, og jeg var jo bare én person i omgangskredsen der ikke lige var til rådighed i en periode. 5 måneder, de går sgu hurtigt herhjemme. Har det ikke lige været sommer?

Det er med denne erfaring at jeg nu begiver mig afsted igen. Vel vidende at det bliver hårdt at være væk.
Hårdt ikke lige at kunne hænge ud med sine venner, sove i ske med kæresten, tage ned og spise hos sin Bibi, få opbakning af veninderne...
Så til alle jer der siger i kommer til at savne mig: Det håber jeg sgu, for det er helt sikkert: Jeg kommer til at savner jer mere!