Lidt om at savne

Nu er der en måned og én dag til jeg skal rejse.
Ja. Jeg er begyndt at tælle ned. Både i spænding, men også lidt i gru. I spænding for - ja det siger vel sig selv. I gru for ikke at kunne leve i nuet og nyde alt det omkring mig, jeg kommer til at opleve.
Dette skal måske uddybes, og et par af jer har måske oven i købet hørt mig tale om det før.

Sidste gang jeg var afsted, var det min første længere rejse, så jeg havde ikke noget erfaring der kunne forberede mig. Jeg tog afsted med en forventning om at tiden går stærkt for den opdagelsesrejsende, personen, der hele tiden befinder sig i nye, ukendte situationer. "Der bliver slet ikke tid til at savne dem derhjemme, og før du ved af det skal du hjem igen, og ærgrer dig over at det hele gik så stærkt" tænkte jeg.
I løbet af få dage begyndte det dog at gå op for mig, at dette ikke ville blive tilfældet. Mens jeg var afsted var hver dag en ny dag, og derfor lagde jeg mærke til hver eneste. Jeg tog afsted nyforelsket og ulykkelig, og i mine nye omgivelser manglede jeg folk der kendte mig virkelig godt, som jeg kunne støtte mig op af.
Samtidig erfarede jeg, at for dem derhjemme tog den ene dag den anden, og jeg var jo bare én person i omgangskredsen der ikke lige var til rådighed i en periode. 5 måneder, de går sgu hurtigt herhjemme. Har det ikke lige været sommer?

Det er med denne erfaring at jeg nu begiver mig afsted igen. Vel vidende at det bliver hårdt at være væk.
Hårdt ikke lige at kunne hænge ud med sine venner, sove i ske med kæresten, tage ned og spise hos sin Bibi, få opbakning af veninderne...
Så til alle jer der siger i kommer til at savne mig: Det håber jeg sgu, for det er helt sikkert: Jeg kommer til at savner jer mere!

1½ måned til afgang

Puha, så er det ved at være op over: Afgangen for min 4. tur til Tanzania.
Med tre tidligere ture i bagagen, føles det på den ene side som "no biggy", alligevel er det her min mest selvstændige tur indtil videre, og et magisk mix af velkendte og nye eventyr ligger foran mig.

For lige at resumere tidligere ophold:

Første gang var i '87. Jeg var 4 år og min onkel Torben skulle giftes med Saumu. Jeg var dernede med min mor, og selv om jeg bedst husker mango og elefanter, lagde denne tur grunden for en fasination af et land, jeg var nødt til at vende tilbage til.
Der skulle dog gå 12 år før jeg igen skulle afsted.

Jeg var nu 16 år, lige begyndt på gymnasiet, og jeg havde brugt hele sommeren '99 på at tjene penge til turen. Jeg var afsted i 3 uger, hvor jeg boede oppe hos Saumus familie med min onkel Torben, hans fætter Tomas og en ven af familien, min gamle fritidshjemsleder Poul.
Det meste af ferien brugte Tomas og Torben på at bygge på Torbens nye hus, og jeg tilbragte mange timer sammen med Poul på den gamle terrasse, hvor vi læste og hang ud med familiens unge.
Selv om det var en tur uden de store begivenheder, fik den alligevel betydning for mit liv. Jeg var overhovedet ikke klar til gymnasiet, og i løbet af de tre uger besluttede jeg mig for at droppe ud. Ferien var tiltrængt, og da jeg samtidig var begyndt at kysse lidt rundt med en fyr dernede, var jeg slet ikke klar til at tage hjem igen. Havde jeg haft muligheden dengang, havde jeg nok bosat mig lige der på siden af Kilimanjaro.
En eftermiddag kaldte Torben mig ud foran huset for at nyde udsigten til Kilimanjaros top, der endelig var kommet frem bag skyerne. Han sagde: "Man siger, at har du først set Kilimanjaros top, vil du altid vende tilbage". Dette har jeg tænkt på mange gange siden.

I juli 2004 tog jeg så afsted på min 3. tur. Denne gang skulle jeg afsted med Denise, min veninde siden folkeskolen. Vi skulle ned og arbejde på et børnehjem i landsbyen USA River, som Torben og Saumu havde været nede og besøge på deres sidste tur året før.
Denne tur, på knapt 5 mdr. er min længste rejse til dags dato, og ligger på mange måder til grund for den tur der ligger foran mig nu.
Denise og jeg boede og arbejdede på børnehjemmet i ca. 4 mdr. Dette var spændende, hårdt, givende og lærerigt, men Denise og jeg brugte desværre også en del tid på at løse interne konflikter. Dette tærede på kræfterne og sidst i oktober besluttede jeg at forlade børnehjemmet en uge før Denise. Jeg tog op til Saumus familie, hvor Denise og Saumu ankom en god uge senere. Det var midt i Ramadanen, og vi havde en fantastik oplevelse med fest og dejlige mennesker, der afsluttede en i alt rigtig spændende tur.

Nu ligger næste tz-tur foran mig.