D.23.dec.08 til d.2.jan.09

Nu er jeg blevet sur, træt og hidsig på de tanzanianske internetforbindelser.
Det betyder at i nu får et par større fortællinger, også hvis det ikke lykkes mig at uploade nogen billeder:

Maria og jeg ankom som planlagt til Dar Es Salaam d. 23.12.08. Her havde vi en enkelt overnatning, hvor de ikke er det store at fortælle. Næste morgen tog vi så vores enorme bagage og gik mod havnen, som skulle ligge inden for gåafstand. Her skulle vi finde en færge der kunne sejle os til Zanzibar, hvor vi havde booket os til et sted at sove. Da vi nærmede os havnen vrimlede det med folk der gene ville have os til at købe billetter hos lige præcis deres færge. Det var enormt overvældende som vi stod der med al bagagen, og i forvejen havde problemer med at komme omkring. Heldigvis var vi blevet anbefalet et selskab af nogle danske piger vi havde mødt på vores hostel.
Mens alle stod i en enorm kø udenfor for at købe billetter blev jeg ledt hen til en sidedør og lukket ind bag skranken. Imens måtte jeg efterlade Maria ude midt i det hele med vores bagage som ikke var til at tage med nogle steder. Da jeg kommer ud igen ser jeg at hun står omringet af en lille flok portere med orange veste, som meget gene vil bære vores bagage. Da jeg dukker op slæber de straks af sted med vores bagage, og da vi begge er lidt usikre på hvad aftalen er og hvad der foregår, følger vi efter. Vi bliver ledt ind til en kø til færgen, og da vi står der og venter, griber vi chancen til at prøve at få styr på situationen: Hvad er aftalen, og hvad koster det at de slæber af sted med vores bagage?
Jamen de var autoriserede portere, og havde et fint bevis om halsen. Det skulle ”kun” koste os 5000 tz-shillings hver (ca. 25 kr.), at få slæbt bagagen om bord. Dette er vi slet ikke tilfredse med, og mens vi forhandler begynder køen pludselig at flytte sig ned mod båden. Dette er tydeligvis hvad de to har håbet på, og de løfter straks af sted med bagagen igen. Denne gang får vi dog stoppet dem, og da de ser at handlen er ved at ryge i vasken, beslutter den ene at vi kan få det hele ombord for 5000 tzsh. i alt. Vi siger ok, og jeg er egentlig glad for ikke at skulle slæbe min tunge kuffert op af trapper og over høje trin ombord på en stærkt gyngende båd.
Den 4 timer lange færgeoverfart var i perioder gyngende, men vi havde fået luksusbilletter, så der var aircondition, store lænestole og madrasser på gulvet, og vi sov en god del af turen.
I Stone Town blev vi nærmest overfaldet af taxachauffører der gerne ville køre os. Vi erfarer at turistinformationen samarbejder med dem, og oplyser en høj pris som værende det normale. Vi finder dog en chauffør til en rimelig pris der kører os over til Bwejuu på Zanzibars østkyst, hvor vi har booket os ind.
Stedet er eget af et Hollandsk par, og det er virkelig dejligt.
Dagene tilbragte vi på de hvide sandstrande, hvor vi lejede cykler, sejlede ud med både og snorklede og Maria fik en lektion i kite-surfing.
Da vi får tilbuddet om at blive en nat ekstra er vi ikke mange sekunder om at sige ja, og det er med forhåbninger om en dag at vende tilbage, at vi d. 28.12.08. tager en taxa tilbage til Stone Town, hvor Rikke ankommer om aftenen.
I Stone Town er vi indlogeret på Princess Salme Inn, som er et lille sted i 4-5 etager med 2 værelser på hver etage. Øverst oppe er der borde, et lille sofaarrangement og et lille køkken. Her møder vi David, en engelsk fyr som underviser i engelsk i Japan med sin kæreste, men som er på ferie og lige har været på Kilimanjaro. Desuden dukker Penny op. Hun er en lille engelsk dame Maria og jeg mødte på en snorkeltur i Bwejuu, der arbejder for en NGO i Moshi, men som var på ferie. Vi havde inviteret hende til at sove hos os da vi havde en ledig seng, men hun var i mellemtiden blevet syg og fik sit eget værelse.
Penny er noget helt for sig selv. En meget lille og tynd dame der taler uafbrudt, og som vader lige ind i folk med store træsko, så hende forelskede vi os jo straks i.
Hun var desværre virkelig syg, og da hun tog til Dar Es Salaam for at tage på safari, kolapsede hun og måtte i stedet en større tur på hospitalet.
Maria, Rikke og jeg tilbragte nogle fine dage i Stone Town. Vi tog også en tur til Prison Island, en lille ø en times sejlads ud fra Stone Town, for at snorkle og se kæmpeskildpadder. Skildpadderne var fantastiske, og en dag ved stranden var skøn, men det viste sig at over 2/3 af øen var spærret af for ikke-overnattende gæster, hvilket ikke efterlod meget tilbage, og vi var en anelse skuffede.
Nytårs aften var en lidt mærkelig aften. Efter en lang dag i byen og på markedet kunne Rikke køre til lufthavnen og hente sin bagage, som endelig var kommet frem.
Vi havde ikke de store planer for aftenen, men havde aftalt med David at vi kunne gå ud og spise, for at fejre det lidt. Efter en god middag gik vi ned til havnen, hvor der ligger en restaurant der til aftenen var lavet om til bar med dansegulv. Her var fyldt med turister, og det var næsten umuligt at bestille noget. Efter adskillige forsøg på at bestille drinks (de manglede ingredienser til dem alle), købte jeg en cola og satte mig udenfor i sandet til de andre. Herfra kunne vi høre nedtællingen, og med tæerne i vandskorpen kunne vi ønske det nye år velkomment -to timer tidligere end jer derhjemme.
En halv time senere lå vi alle hjemme under myggenettene og sov.
Tidligt næste morgen tog vi færgen tilbage til Dar Es Salaam (denne gang klarede vi bagagen selv). En enkelt overnatning samme sted som sidst, og d. 02.01.09 tog vi så bussen fra Dar til Moshi.